Politi frigiver foto af forsvundne Filippa på cykel


OBS: Billedet af Fillipa er fjernet på opfordring af politiet, efter Filippa er fundet i live.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsender søndag et foto af den forsvundne Filippa, som viser pigen på sin cykel.

Det sker i et opslag på det sociale medie Twitter og er led i den storstilede indsats i forsøget på at finde den 13-årige, som forsvandt lørdag.

Fotografiet viser det seneste billede af pigen, som hun så ud, da hun forsvandt.

Hun ses på cykel, hvor hun er ude og uddele aviser.

Frigivelsen af fotoet sker formentlig for at få oplysninger fra vidner.

I alt har politiet modtaget mere end 600 henvendelser fra borgere i forbindelse med Filippas forsvinden. Det oplyser politiet til TV 2.

Politiet har også modtaget videomateriale fra borgere, som for eksempel kan komme fra videoovervågning eller såkaldte dashcam på biler.

Allerede lørdag aften havde politiet modtaget mere end 300 henvendelser.

Derfor har politikredsen i løbet af natten til søndag brugt tid på at bearbejde og gennemgå en del af det videomateriale.

Kim Kliver, der er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, sagde indledningsvist, at politiet havde flere mulige scenarier, de undersøgte.

Men søndag eftermiddag meddelte politiet, at det havde ændret sig. Og at politiet arbejder ud fra en teori om, at pigen har været udsat for en forbrydelse.

Imens foregår efterforskningen, hvor mere end 20 hunde, it-specialister og kriminalteknikere er nogle af dem, der har deltaget i undersøgelserne.

Der har også været indsat en helikopter over området.

Efterforskningen vil fortsætte søndagen igennem i Kirkerup, har politiet meddelt på det sociale medie Twitter.

/ritzau/