Sidste år var der flere ledere end menige soldater i Forsvaret


    Arkivfoto


    I 2022 var der flere officerer og befalingsmænd end menige soldater i Forsvaret.

    Det viser tal, som Berlingske har fået aktindsigt i hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS).

    I alt var der 6432 menige soldater mod 6877 officerer og befalingsmænd.

    I det nuværende forsvarsforlig fra 2018 var det ellers ifølge avisen målet, at fordelingen skulle være omvendt.

    Det er ifølge tidligere brigadegeneral Carsten Rasmussen et udtryk for en uheldig udvikling.

    – Der bør være flere menige soldater, end der er officerer og befalingsmænd. Men der er sket det, at antallet af enheder, hvor det menige personel befinder sig, er blevet reduceret voldsomt, mens det samme ikke er sket med officerlaget, siger han til Berlingske.

    Samtidig er gennemsnitsalderen i Forsvaret nu 38,2 år. Til sammenligning er den 31 år i Storbritannien og 27 år i USA.

    Ud af de 6432 menige soldater er knap 20 procent over 50 år gamle, mens hver tredje er over 40 år.

    /ritzau/