Eksplosion i Odense: Ikke en tilfældig hændelse siger politiet


Fyns Politi modtog klokken 00.15 natten til tirsdag en anmeldelse om et højt brag fra en opgang i Vollsmose.

Politiet har derfor været til stede i området hele natten og de tidlige morgentimer.

Vicepolitiinspektør Claus Andkjær fortæller:

– Kort efter ankomst til Bøgeparken kan vores patruljer konstatere, at der er sket en form for sprængning i en opgang på Bøgetorvet, men at ingen er kommet til skade.

LÆS OGSÅ: Eksplosion i Odense: EOD og Kemisk beredskab blev tilkaldt

LÆS OGSÅ: Politiet massivt til stede: Eksplosion i Odense

Efter at have sikret området, har Fyns Politi arbejdet det meste af natten med at afhøre vidner, sikre videoovervågning og foretaget tekniske undersøgelser på stedet.

Ydermere har Fyns Politi søgt i området med sprængstofshunde.

Ingen anholdt
De foreløbige undersøgelser tyder på at der er tale om kraftigt fyrværkeri, som er blevet sprunget inde i opgangen.
Fyns Politi har ikke anholdt nogen i relation til hændelsen.

Vicepolitiinspektør Claus Andkjær siger: Vi tager sagen meget alvorligt. Vi efterforsker bredt, men umiddelbart peger vores efterforskning på, at hændelsen ikke er tilfældig.

Mulig sammenhæng med sprængningen den 9. marts på Vilhelm Kyhns Vej

-Det er klart, at når vi har haft en lignende episode for kort tid siden, så kigger vi på en mulig sammenhæng, men jeg kan ikke sige mere af hensyn til efterforskningen, siger Claus Andkjær, og fortsætter: – sideløbende med at efterforskningen nu pågår, har vi iværksat tryghedsskabende patruljering i Vollsmose, og så vil vi naturligvis gerne opfordre eventuelle vidne om at kontakte os på 114, hvis man har hørt set eller hørt noget i området i nat omkring kl 00.10-00.25

Fyns Politi har ikke yderligere til sagen på nuværende tidspunkt.