Mistænkt for bombeangreb: Ung mand detonerede fem kilo sprængstof ved butik


Efter en intensiv efterforskning har Københavns Politi anholdt en ung mand.

Han er mistænkt for at stå bag en kraftig eksplosion i Dragør natten til mandag.

Det gik ud over en butik på Magleby Torv.

Den anholdte, en 23-årig mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Han mistænkes for at have anbragt og detoneret cirka fem kilo sprængstof ved butikkens bagside, som blev kraftigt beskadiget ved eksplosionen.

Ingen personer kom til skade.

Politiet udelukker ikke, at der vil ske flere anholdelser som led i den fortsatte efterforskning.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret, hvorfor Københavns Politi ikke har yderligere kommentarer.