Politi finder flere knive i København og vil fortsat visitere


    ARkivfoto.


    Efter fund af flere knive har Københavns Politi besluttet at forlænge den visitationszone, som dækker dele af Nørrebro og Nordvest.

    I zonen må politiet uden nærmere begrundelse kropsvisitere alle og ransage alle køretøjer.

    Visitationszonen blev etableret 8. februar som følge af flere knivstikkerier og stod til at udløbe onsdag. Men den er nu blevet forlænget til 8. marts. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    – Vi har fundet en del knive i området, og for at sikre borgernes tryghed har vi forlænget visitationszonen, og vi fortsætter dermed vores øgede tilstedeværelse og indsats.

    – Vores formodning er, at de våben, vi nu har beslaglagt, ville kunne bruges til nye overfald, så det er godt, at de nu er væk fra gaden, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard i pressemeddelelsen.

    Politiet vurderer fortsat, at der er “uoverensstemmelser mellem to grupper af unge mænd med geografisk tilknytning til det område, som visitationszonen dækker,” lyder begrundelsen fra politiet.

    Desuden er der altså fundet flere knive i området i den seneste tid. Ifølge politiet er der på to uger fundet cirka 20 knive, som har været gemt forskellige steder – blandt andet i det offentlige rum.

    Visitationszonen er området inden for Peblinge Dossering – Sortedam Dossering – Fredensgade – Tagensvej – Jagtvej – Lersø Parkallé – Tuborgvej – Bispebjergvej – Orgelbyggervej – Rådvadsvej – Utterslevvej – Hareskovvej – Borups Allé – Bispeengbuen – Ågade – Åboulevard og Peblinge Dossering.

    Det var på baggrund af 20 episoder, at politiet 8. februar indførte visitationszonen. Episoderne dækker blandt andet over overfald og fund af knive.

    Den første hændelse var juleaften sidste år, hvor to på 16 og 19 år blev stukket med kniv på Dortheavej i Nordvest.

    Det er tidligere kommet frem, at overfaldet menes at være en del af en konflikt mellem den forbudte bande Loyal to Familia, LTF, og en gruppe med tilknytning til især Ydre Nørrebro og København NV.

    /ritzau/