48-årig mand er blevet knivstukket i maven i Hillerød


En 48-årig mand er røget en tur på hospitalet, efter at han søndag aften er blevet stukket i maven med en kniv i Hillerød.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Christian Illum.

Han fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 19.20 søndag aften, om at en mand var blevet stukket i maven med en kniv på Horsevænget i Hillerød. Vagtchefen vil ikke oplyse, hvem der har anmeldt sagen.

Politiet rykkede ud, og offeret blev kørt på hospitalet. Vagtchefen oplyser, at han er uden for livsfare.

Betjentene anholdt desuden en 49-årig mand for knivstikket.

Det står endnu ikke helt klart, hvad der er foregået forud for knivstikket, og den 49-årige anholdte skulle søndag på retsmedicinsk afdeling for at blive “personundersøgt”, inden politiet kan sige mere, fortæller Christian Illum.

Politiets jurister skal nu beslutte, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

En anholdt skal inden for 24 timer enten løslades eller stilles for en dommer i et grundlovsforhør.

I et grundlovsforhør kan dommeren vælge at løslade eller varetægtsfængsle i op til fire uger ad gangen. Dommeren kan også vælge at opretholde anholdelsen i op til tre døgn, mens politiet får mere tid til at efterforske.

/ritzau/