Arkivfoto
To personer er anholdt efter en skudepisode i Mullerup ved Gørlev på Vestsjælland sent søndag aften.
Det oplyser Henrik Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, tidligt mandag morgen.
– En person er ramt af skud, men det er ganske overfladisk, fortæller vagtchefen.
Skudofferet er derfor ikke kommet slemt til skade, lyder det fra politiet.
Klokken 23.42 søndag modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om skyderiet.
Politiet kan endnu ikke oplyse alder eller køn på hverken de anholdte eller personen, der blev ramt af skud.
Hvad der gik forud for hændelsen, eller om der er en relation mellem de tre involverede, kan politiet heller ikke oplyse mandag morgen.
/ritzau/