Arkivfoto.
En 30-årig kvinde og hendes 11 måneder gamle barn er fortsat savnet.
I flere døgn har politiet med hunde, dykkere og droner ledt efter de to personer, der er fra Præstø.
Nu beder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om hjælp fra folk, der kan have set en sølvgrå Skoda Superb Stationcar i eller omkring Præstø tidligt tirsdag morgen den 4. oktober.
Helt præcist drejer det sig om tidsrummet fra klokken 00.15 til 06.00.
Bilen, der er fra årgang 2020, er i politiets varetægt. Der er tale om en bil, der tidligere på ugen blev bugseret væk af politiet i forbindelse med sagen, bekræfter vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.
Han kan ikke uddybe, hvad der præcis ligger til grund for politiets interesse i bilens færden for 11 dage siden.
– Det er vores efterforskning, der gør, at vi koncentrerer os om det tidsrum, men jeg kan ikke komme ind på hvorfor.
– Men vi er meget interesseret i den Skoda, siger Rune Nilsson.
Kvinden og barnet har været efterlyst i flere døgn.
Sagen begyndte for alvor at tage form, da politiet fik et tip mandag aften. Dagen efter blev en mand fundet død på en adresse i den sydsjællandske havneby, og onsdag blev kvinden og barnet efterlyst.
Kvinden er ikke mistænkt for at have noget at gøre med mandens dødsfald, men politiet frygter, at der kan være sket hende og det 11 måneder gamle barn noget.
I forbindelse med eftersøgningen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fået hjælp fra landets hundepatruljer, Søværnets dykkertjeneste, Flyvevåbnets helikoptertjeneste, Beredskabsstyrelsen samt specialister fra Syddansk og Aarhus Universitet.
Politiet har ikke ønsket at kommentere, hvorvidt man formoder, at kvinden og barnet er i live. Det er heller ikke oplyst, hvorvidt politiet mener, at den afdøde mand skulle have noget med kvindens og barnets forsvinden at gøre.
Lørdag fortsætter forsøget på at finde kvinden og barnet.
– Vores eftersøgning fortsætter i dag (lørdag, red.) med hunde. Vi søger flere forskellige steder, siger Rune Nilsson.
Han tilføjer, at politiet har fået flere henvendelser fra borgere, men at han ikke kan beskrive, hvad de mere konkret går ud på.
Har man oplysninger om bilen eller andet i sagen, kan man ringe til politiet på 114.
/ritzau/