50-årig savnet kvinde er fundet død ved å i Vendsyssel


En 50-årig kvinde er mandag aften blevet fundet død på en mark syd for Strandby mellem Frederikshavn og Skagen i Nordjylland.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse natten til tirsdag.

Like localeyes.dk på Facebook

Kvinden blev fundet liggende død på marken umiddelbart syd for Elling Å klokken 18.35.

– Kvinden, der er fra Skagen, var tidligere på dagen meldt savnet af familien. Politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald, skriver vagtchef Poul Badsbjerg.

– Undersøgelser på stedet har ikke kunnet fastlægge dødsårsagen, hvorfor denne skal klarlægges ved nærmere undersøgelser, tilføjer han.

De pårørende er blevet underrettet.

Nordjyllands Politi ønsker ikke at komme med flere oplysninger i sagen natten til tirsdag.

/ritzau/