Retten i Svendborg har fredag idømt en 19-årig mand et år og seks måneders fængsel for uagtsomt manddrab og kapkørsel.
I juni omkom en 71-årig mand ved Broby på Fyn, da han blev påkørt af den unge mand, som kørte ræs med en jævnaldrende.
Her kørte kammeraterne 150 kilometer i timen på en landevej, hvor hastighedsgrænsen er på 80 kilometer i timen.
Den 19-årige erkender at være skyld i uagtsomt manddrab, men nægter at have kørt kapkørsel.
Foruden fængselsstraffen har bilisten fået en ubetinget frakendelse af kørekortet i fire år. I øvrigt skal han betale en erstatning på knap 42.000 kroner til boet efter trafikofferet.
Den anden unge mand, der medvirkede i ræset, er blevet idømt 40 dages betinget fængsel og har fået frakendt førerretten i to år.
Han er fundet skyldig i at køre for stærkt og bringe andre mennesker i fare.
Han skal ikke i fængsel, hvis han overholder en række krav – herunder udfører 60 timers samfundstjeneste.
/ritzau/