Arkivfoto
Vestre Landsret har torsdag slået fast, at tre mænd skal dømmes i en sag om ulovlig import og salg af over 100 hundehvalpe.
Ifølge Sydøstjyllands Politi har landsretten idømt tre mænd henholdsvis seks måneders ubetinget fængsel, fire måneders betinget fængsel og en bøde på 60.000 kroner.
Det var hundehvalpe af racen fransk bulldog, som i løbet af over et år blev ulovligt indsmuglet fra Polen og solgt i Danmark.
– I dag faldt der dom i Vestre Landsret i en sag fra Sydøstjyllands Politikreds, hvor vores Dyrevelfærdsenhed har opklaret en sag med salg af over 100 hvalpe, skriver politiet på Facebook.
Samtidig finder politiet anledning til at komme med en advarsel til fremtidige købere af hundehvalpe om ikke at støtte ulovlig indsmugling og salg:
– Hvis ikke der er købere til hvalpefabrikkernes produktion, ja, så stopper det jo der, og du slipper for at kaste din kærlighed på en hvalp, som måske har haft en hård start på livet og også for meget megen møje og besvær.
– Selv om du måske skal spare op lidt længere, før du kan købe en rask hund med alt i orden …
I sagen er der også konfiskeret et udbytte på 312.000 kroner, hvilket er et mindre beløb, end Retten i Kolding konfiskerede.
To af de dømte er desuden blevet frakendt retten til erhvervsmæssig handel og opdræt med hunde i fem år, skriver politiet.
Da byretten afgjorde sagen i juni sidste år, blev alle tre frakendt retten til handel og opdræt. Byretten uddelte – ligesom landsretten – fængselsstraffe til to af mændene og en bøde til den tredje.
Landsrettens bøde på 60.000 kroner er dog mindre end byrettens, der lød på 100.000 kroner.
Manden, der blev idømt den længste fængselsstraf, erkendte i byretten at have købt et mindre parti hvalpe i Polen, mens de to andre har nægtet sig skyldige.
I Retten i Kolding kom det frem, at hvalpene blev solgt via annoncer på Den Blå Avis og Gul og Gratis. Mændene var imidlertid ikke registreret som importører, og de havde ikke tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr.
Dyrene var desuden ikke offentligt registreret, havde ingen dyrepas og havde ikke været undersøgt af en dyrlæge.
Anklageren forelagde under sagen i byretten, hvordan 14 ud af de mange hvalpe blev syge. Nogle fik tarminfektionen Giardia. Det viser flere sms-beskeder.
/ritzau/