Mette Frederiksen vil straffe kriminelle hårdere i nyt udspil


    Arkivfoto


    Det skal koste meget længere fængselsstraffe, hvis man i fremtiden begår personfarlig kriminalitet.

    Det er et af de centrale budskaber i et nyt reformudspil, som regeringen vil præsentere tirsdag. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til Berlingske.

    Statsministeren lægger dog ikke skjul på, at det nye initiativ primært retter sig mod kriminelle med udenlandsk baggrund. Det skyldes, at de er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, lyder det.

    – Sandheden er desværre, at udlændingepolitik er tæt forbundet med kriminalitet, og at der er en alt for stor gruppe, der ikke er en del af Danmark, siger hun til mediet.

    – Samtidig ser vi et kriminalitetsbillede, der forandrer sig, hvilket i mine øjne er en af Danmarks absolut største udfordringer, fordi det at være utryg er et enormt tab af frihed.

    Statsministeren nævner selv vold, voldtægt, gentagelseskriminalitet, organiseret kriminalitet, forbrydelser præget af hensynsløshed og ydmygelseskriminalitet som former, der skal straffes hårdere.

    Derudover vil Socialdemokratiet også afsætte et betydeligt milliardbeløb for at sikre, at der i fremtiden skal være kapacitet nok til, at kriminelle potentielt sidder indespærret i længere tid.

    I lang tid har manglen på fængselspersonale været italesat, og det er blandt andet det område, som pengene skal gå til. Pengene skal også gå til flere anklagere, mere personale til domstolene og sågar et nyt fængsel.

    Den nuværende aftale for Kriminalforsorgen indebærer allerede opførslen af et nyt fængsel med 400 pladser, men milliardbeløbet skal finansiere endnu et.

    Udmeldingen om en ny strafreform kommer, mens der i øjeblikket spekuleres i, hvornår der skal udskrives valg.

    Statsministeren ville tirsdag på et pressemøde i forlængelse af partiets sommergruppemøde i Odense ikke sige, om hun har tænkt sig at følge De Radikales krav om at udskrive valg inden 4. oktober.

    Venstre har imidlertid ikke meget til overs for, at udmeldingen om hårdere straffe kommer kort før et potentielt valg. Det siger Venstres Morten Dahlin, der er formand for Folketingets Retsudvalg.

    – Det virker som en mærkelig kovending, at regeringens forslag om en strafskærpelse til kriminelle kommer nu. Sidste år indgik den en aftale om i højere grad at slippe kriminelle ud og lade dem afsone derhjemme.

    – Venstre har råbt op om hårdere straffe i lang tid, og vi er klar til at gøre, hvad der skal til for at slå hårdere ned på kriminelle, understreger han.

    Venstre ser gerne, at vold og voldtægt bliver straffet markant hårdere, end tilfældet er i dag.

    – Men det er useriøst at skulle forhandle med en regering, der netop har gjort det modsatte, siger Morten Dahlin.

    /ritzau/