Anklagemyndigheden kræver et homoseksuelt par idømt en straf på henholdsvis ti og seks et halvt års fængsel i en omfattende sag om seksuelle overgreb på mindreårige drenge.
De to mænd sidder tirsdag på anklagebænken ved Retten i Svendborg tiltalt for at misbruge otte drenge i alderen 9 til 14 år.
Mændene brugte deres fysiske og psykiske overlegenhed til at begå overgrebene, påstår anklageren.
Han henviser til, at mændene er ældre end børnene, har taget initiativ til overgrebene, og at der ikke var tale om frivillige kæresteforhold.
– Det er ingen tvivl om, at de tiltalte har udnyttet de her børn på alle leder og kanter. De har opbygget tillid til dem for at få sex.
– Så er børnene sat i en situation, hvor de ikke kunne sætte grænser, siger anklager Peter Nygaard-Hansen fra Fyns Politi i sin procedure.
Tilliden fra børnene er ifølge anklageren opnået ved, at den 31-årige har leget med drengene og talt med dem om eksempelvis deres seksualitet.
Det er ifølge anklageren en skærpende omstændighed.
De to mænd på 21 og 31 år er amatørskuespillere i Nyborg og har blandt andet optrådt en række gange ved Nyborg Voldspil – et friluftsteater i byen.
Begge tiltalte erkender seksuelt samkvem med flere af drengene, men nægter, at det er foregået mod drengenes vilje.
Overgrebene bestod både i anale samlejer og blufærdighedskrænkelse. Det er foregået over adskillige måneder, hævder anklageren.
Den ældste af de anklagede er tiltalt for flest overgreb, og han indrømmer, at han er tiltrukket af drenge.
Hans forsvarer Klaus Ewald kræver, at den 31-årige får en straf på omkring tre års fængsel.
Imens kræver den yngre mands forsvarer, at han idømmes en betinget dom på halvandet år, hvor han skal tilbringe tre måneder på en institution og efterfølgende have sexologbehandling.
Ingen af forsvarerne mener, at mændene har brugt deres overlegenhed.
– De forurettede kunne sagtens have sagt fra ved bare at holde sig væk fra min klients hjem, siger Klaus Ewald.
I 2003 fik den 31-årige to bøder for at blotte sig og onanere over for flere mindreårige drenge.
Der ventes dom i sagen 11. oktober.
/ritzau/