Landsret udsætter hashsag efter anklagers vildledning


Anklageren er mandag sat fra bestillingen, efter hun har vejledt politividner meget grundigt. En skandale, lyder det fra forsvareren.


Skandale. En meget alvorlig sag. Tjenesteforsømmelse.

Det er nogle af de ord, som forsvarerne i en straffesag om hashhandel i Christiania tirsdag bruger i Østre Landsret.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Landsretten udsætter sagen, fordi forsvarerne kræver flere oplysninger efter en anklagers usædvanlige opførsel.

– Vi vil have revl og krat frem, siger en af dem – advokat Hugo Steinmetz.

Anklageren blev mandag sat fra bestillingen af Statsadvokaten i København. Hun er blevet inhabil midtvejs under sagen med 11 tiltalte.

Årsagen er, at hun har vejledt politividner meget grundigt, inden de skulle afhøres i retten.

De har nærmest fået instruktioner i, hvad de skal forklare:

“Udpeg S. (ham med hunden i Pusher Street)” har anklageren for eksempel skrevet til politiagenter, inden de skal afhøres om videoer optaget i Christiania. (I mailen står den tiltaltes fulde navn, Ritzau bringer blot et forbogstav).

Oveni har hun også – med en forsvarers ord – ført såvel landsretten som forsvarerne bag lyset. Hun skjulte det reelle omfang af hendes vejledning af vidnerne.

Hendes chef, vicestatsadvokat Anders Riisager, har da også beklaget over for retten, at anklageren gav både retten og forsvarerne fejlagtige oplysninger.

På grund af dramaet har landsretten besluttet at udsætte sagen til torsdag i næste uge.

Inden da – på mandag – skal anklagemyndigheden tage stilling til en anmodning om aktindsigt fra forsvarerne.

De vil vide, om der også tidligere, da sagen oprindeligt blev behandlet i byretten, var en lignende tæt kontakt mellem anklager og politividner om, hvad de skulle forklare.

Den konkrete sag udspringer af politiets store aktion “Operation Nordlys”, hvor cirka 80 mennesker blev tiltalt. Den gigantiske sag blev delt op i seks.

Og nu borer forsvarerne i, om vidner også i de øvrige sager i komplekset har fået ledende spørgsmål, inden de mødte i retten.

– Vi har brug for at vide, om der også er sket forurening i en eller anden grad i de andre sager, siger advokat Asger Bagge-Jørgensen.

Sagerne hænger nemlig sammen, påpeger han.

Umiddelbart er vicestatsadvokat Anders Riisager ikke enig. Men landsretten pålægger ham at tage stilling til den brede anmodning om aktindsigt også i de øvrige fem sager senest næste torsdag.

Der er ingen fare for, at sagen mod de 11 kører af sporet, mener Riisager.

– Jeg er 100 procent sikker på, at sagen kan føres til ende i landsretten, siger han.

/ritzau/