Arkivfoto
Der er så stor mangel på fængselsbetjente i Danmark, at Fængselsforbundet og Kriminalforsorgen fredag afsatte 35 millioner kroner i en pulje til fastholdelse.
Puljen skal blandt andet gå til en bonus til at sikre, at fængselsbetjente bliver i jobbet resten af 2022, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fængselsforbundet.
Samtidig er kun 17 ud af de 97, som søgte uddannelsen som fængselsbetjent i vinter, fundet egnet. Det skriver Berlingske.
Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, siger til Berlingske, at fængslerne styrtbløder personale.
– Vi kan ikke fastholde medarbejderne, og vi kan ikke rekruttere os ud af problemet, siger han til avisen.
/ritzau/