Onepark har ikke skiltet korrekt – men bilisterne skal opdage sagen og klage før pengene kommer retur…..selvom afgifterne er ulovligt opkrævet.
GILLELEJE: Parkeringsselskabet Onepark har siden d. 15.marts 2016 ulovligt kradset penge ind på P-pladsen i Kulturhavnen i Gilleleje. Skiltningen på stedet fulgte ikke loven på området.
Når man kører ind på en privat P-plads, skal man følge de gældende regler for området – ellers sidder der hurtigt en bøde under vinduesviskeren.
Parkeringsfirmaerne skal dog også følge reglerne, og det er ikke altid tilfældet viser en sag fra Gilleleje.
Parkeringsfirmaet Onepark for alvor skudt sig selv i foden i Kulturhavnen i Gilleleje, her har selskabet opgaven med at udstede p-afgifter til de bilister som ikke følgerne reglerne på pladsen og gevinsten går til både ejeren af pladsen, Kulturhavn Gilleleje og Onepark – der er blot eet lille problem…..
Skiltningen på Kulturhavnens parkeringsplads lever ikke op til loven, idet der pr. 15. marts 2016 trådte en ny bekendtgørelse i kraft som bla. kræver et stort sort skilt med et stort hvidt ‘P’ og en undertavle med enten reglerne for parkering eller en henvisning til at læse reglerne inde på P-pladsen – det skyldes en ensretning af skiltningen så bilisterne ikke kan være i tvivl om at de kommer til en privat P-plads.
FDM: Den går ikke
– Korrekt skiltning er en forudsætning for, at selskabet overhoved kan udstede afgifter. Og enten skal parkeringsselskabet eftergive klagerne, eller også skal de slæbe bilisten i retten. Men den nye tavle, den sorte med hvidt ‘P’, er en klar forudsætning, siger afdelingschef for FDM, Per Alkestrup, til Gribskov Lokalavis og understreger endvidere, at der er tre års forældelsesfrist for bilister, der ønsker at klage.
P-firma bærer bevisbyrden
Når man som bilist får en P-afgift, så er det parkeringsfirmaet, der skal bevise, at bilisten har overtrådt regelsættet for parkering – og ikke bilisten der skal bevise sin uskyld.
Således vil P-firmaet Onepark næppe kunne fastholde et krav overfor de bilister, som siden d. 15. marts 2016, har fået P-afgifter på området, idet den lovpligtige skiltning mangler – også selvom området er overplastret med skilte om reglerne for parkering på pladsen.
De mange skilte med de snørklede regler er dog først lovpligtige fra 15. marts 2019, idet det på denne dato er et krav, at der på selve p-pladsen skal være tydelige skilte, der beskriver vilkårene for parkering. Disse skilte skal sidde, så det altid er muligt at se et skilt, når man befinder sig på pladsen og orienterer sig hele vejen rundt eller om et umiddelbart nærtliggende hjørne. Skiltene skal som udgangspunkt også være sorte med hvid skrift.
Onepark: Hovsa…
– Først må vi fra Oneparks side beklage, at vi ikke har haft ordentligt styr på skiltene på den pågældende P-plads. Så vi takker for at I har gjort opmærksomme på det, skriver Kommunikations- & marketingchef i Onepark, Claus Kjøngerskov, til Gribskov Lokalavis.
– Hvorfor det ikke har været bragt i orden inden lovgrundlaget for den omtalte skiltning trådte i kraft fra d. 15.marts 2016 ved jeg ikke. Hos Onepark indførte vi på nye P-pladser den nu gældende praksis omkring skilte, længe før den reelt trådte i kraft. Derudover har vi været rundt i hele Danmark og opsætte skilte der, hvor det ikke allerede var. Så hvorfor denne P-plads er blevet overset, vides desværre ikke. Vi kan blot beklage og forsikre om, at det naturligvis vil blive bragt i orden hurtigst muligt, forklarer Claus Kjøngerskov, der lover bod og bedring over for de bilister, der har fået en bøde på pladsen efter, at de nye skilteregler trådte i kraft 15. marts i år.
– Når vi har begået en sådan grundlæggende fejl, vil vi naturligvis også refundere kontrolgebyrer, når parkanter gør os opmærksomme på det. Parkanterne har ikke haft de muligheder for at orientere sig på skilte, som loven ellers foreskriver, skriver Claus Kjøngerskov til Gribskov Lokalavis.
Det er altså bilisterne selv som skal klage hvis de vil have deres penge retur – altså de penge som Onepark slet ikke måtte opkræve i første omgang.
Hvorfor Onepark ikke i deres registre kan se hvilke afgifter der er opkrævet på den pågældende P-plads og i den ‘ulovlige’ periode – det melder historien ikke noget om.
Har du fået en P-afgift i Kulturhavnen?
Så kan du kræve dine penge retur, forudsat at du har fået bøden efter d. 15.marts – blot følg denne klagevejledning fra Onepark.
Alle bilister, der har betalt et kontrolgebyr udstedt i perioden fra lovens ikrafttræden og indtil nu skal blot kontakte selskabet, så pengene kan blive tilbagebetalt.
Det skal ske skriftligt – evt. pr. e-mail til klage@onepark.dk. Det er vigtigt at der angives kontrolgebyrnummer og bank- og kontooplysninger.