46-årig kvinde er død efter trafikulykke i Sønderjylland


En 46-årig kvinde fra Aabenraa har søndag mistet livet, efter at hun lørdag morgen kørte galt på den Sønderjyske Motorvej ved Rødekro.

Det skriver JydskeVestkysten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Kvinden var føreren af bilen, som var involveret i en soloulykke. En passager i bilen, en 41-årig mand, døde lørdag i ulykken.

Ulykken skete omkring klokken 9 lørdag, hvor bilen med tre personer trillede rundt.

– Vi har en formodning om, at de kort forinden var kørt ned ad tilkørslen til motorvejen. Kvinden førte bilen.

– Af ukendte årsager kom bilen ud i midterrabatten, hvorefter den væltede rundt og endte på taget, sagde vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag.

Den tredje person i bilen, kvindens søn på 15 år, slap med skrammer.

De pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/