Fire drenge på 15 og 16 år troede tidligt søndag morgen, at de i en stjålen bil kunne køre fra politiet i Vejen. Den actionfilm, de tog initiativ til, varede i cirka 20 minutter.
Det begyndte cirka klokken 4.30, da betjentene i en patruljevogn fik øje på en stjålen bil med fire personer, oplyser politiet.
Like localeyes.dk på FacebookBilen ville dog ikke stoppe, og derefter udviklede det sig til en biljagt i retning mod Kolding.
– Den strakte sig over cirka 10-15 kilometer, siger vagtchef Anders Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi om det, der i politisprog kaldes en eftersættelse.
Politifolk fra en anden kreds, Sydøstjyllands Politi, meldte sig på banen. Øst for Lunderskov smed de sømmåtter ud på vejen.
På grund af den manglende luft i dækkene fortsatte de fire unge derefter i stærkt nedsat fart.
– Patruljevognen kom op på siden af vognen og måtte lige puffe til den, før den standsede, siger vagtchef Anders Hansen.
I bilen sad to drenge på 15 år og to drenge på 16. De er fra Vejen-området. Nu venter der en straffesag, som kommer til at handle om blandt andet brugstyveri.
/ritzau/