Her et arkivbillede fra nogle af de mest voldsomme uroligheder i Danmark i nyere tid, den 18. maj 1993.
I et opslag på Facebook foreslår den tidligere EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti Mogens Camre, at personer, der angriber politiet, skal skydes. Ordlyden af opslaget er senere torsdag aften blevet ændret.
Opslaget kommer som reaktion på et skyderi onsdag aften på Christiania, hvor tre personer blev ramt af skud – to af dem betjente.
Like localeyes.dk på FacebookOpslagets oprindelige ordlyd er dog ikke partiets politik, fastslår partiets gruppeformand, Peter Skaarup.
– Nej, det er det ikke. Vi har en meget kontant holdning til Christiania og det, der er sket derude. Vi er nødt til at have en folketingsdebat og sætte noget på plads i forhold til at støtte politiet, siger han.
– Men vi vil ikke gøre det, som Mogens Camre skriver her.
Gruppeformanden kan godt forstå, hvis danske borgere er rystede efter skyderiet.
– Jeg kan godt forstå, at der kan være optændte gemytter efter det, der er sket på Christiania. Det var på ingen måde i orden, siger Peter Skaarup.
– Vi er nødt til at bevare hovedet koldt og sikre politiet de rigtige ressourcer samt flere muligheder – også på straffesiden. Men vi skal passe på ikke at gå til yderligheder.
Ifølge Peter Skaarup får opslaget ikke umiddelbart konsekvenser for Mogens Camres medlemskab i Dansk Folkeparti.
I det ændrede opslag er ordlyden torsdag aften ændret til, at personer, som for eksempel angriber politiet “skal rammes af en forebyggende straf”.
/ritzau/