Thaikvinde sigtet for at bestille attentat på dansk mand


    Arkivfoto


    En thailandsk kvinde ønskede sin danske mand død for at få fingrene i en forsikringssum på to millioner kroner.

    Derfor hyrede hun en 24-årig mand til at udføre en attentat på den 63-årige dansker. Det er teorien, det thailandske politi arbejder ud fra ifølge Ekstra Bladet.

    Den danske mand skal være kommet cyklende nord for den thailandske hovedstad, Bangkok, den 21. april, da attentatmanden kørte ham ned bagfra.

    Siden blev han indlagt med svære kvæstelser på et thailandsk hospital. Det skrev det thailandske medie Bangkok Post fredag.

    Kvinden, Pratheep Larsen, forsøgte i forening med sin veninde at få fat i den millionstore forsikring ved at slå sin mand ihjel. Det mener politiet.

    I første omgang troede politiet, at der blot havde været tale om en tilfældig ulykke, men flere mistænkelig forhold fik politiet til at efterforske hændelsen yderligere, og kvinden er blevet anholdt.

    Den 24-årige mand, der angiveligt blev hyret til at udføre attentatet, erkendte under en afhøring, at han var blevet betalt af Pratheep Larsen for at gå med til at udføre angrebet.

    Den danske mand og Pratheep Larsen har tidligere været bosiddende i Danmark, hvor de ifølge Bangkok Post har fået to børn sammen.

    /ritzau/