Brand i lejlighed i Vejle: En person fundet omkommet


VEJLE: Sydøstjyllands Politi modtog i aftes omkring kl. 20.00 en anmeldelse om brand i en stuelejlighed på Pilevænget i Vejle. Politi, Brand og redningsmandskab var hurtigt til stede for at få slukket branden og undersøge de nærmere omstændigheder.

Der blev iværksat en evakuering af hele ejendommens beboere, og området blev spærret af for at gøre plads til politi og brand. En 67-årig kvindelig beboer blev reddet ud af den brændende lejlighed, mens det formentlig er en 65-årig mandlig beboer i samme lejlighed, der ikke stod til at redde, da han blev fundet død i lejligheden. De pårørende er underrettet. Kvinden blev kørt på sygehuset, og hun oplyses uden for livsfare.

Efter de foreløbige tekniske undersøgelser, så er der ikke grundlag for at antage, at der er tale om, at ilden skulle være opstået ved en strafbar handling, men at der nærmere er tale om en ulykke. En brandundersøgelse vil endeligt afdække dette.

Der vil rutinemæssigt også blive foretaget en obduktion af den afdøde, blandt andet med henblik på endelig identifikation.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen til offentligheden.

#