Formodet øksehærværksmand fra Roskilde er anholdt


    Arkivfoto.

    Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt en mand, som mistænkes for at have begået hærværk flere steder i Roskilde ved at smadre ruder med en økse, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Manden er 58 år og fra Roskilde og bliver torsdag stillet for en dommer ved Retten i Roskilde. Ifølge politiet nægter han sig skyldig.

    Onsdag efterlyste politiet manden og frigav overvågningsbilleder. Det skete, efter at der gennem den seneste uge er blevet smadret ruder ved Roskilde Sygehus og ved psykiatrihospitalet Sct. Hans. Også en 7-eleven ved stationen har været ramt.

    Efter at politiet bad offentligheden om hjælp, har flere borgere henvendt sig med tip.

    – Vi har modtaget mange gode henvendelser fra borgerne i sagen, og vi har derfor nu kunne skride til anholdelse. Tak til alle som har henvendt sig, det har været afgørende oplysninger, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist i politiets pressemeddelelse.

    Ifølge politiet passede mandens udseende og hans påklædning til signalementet af gerningsmanden. Man har også ransaget hans bopæl, og her er der fundet flere effekter, som bestyrker mistanken mod ham.

    Inden dagens grundlovsforhør vil politiet ikke røbe flere oplysninger om sagen, lyder meldingen.

    Grundlovsforhøret går efter planen i gang klokken 12.30.

    /ritzau/