Bande plyndrede pensionist i 2011 – nu er 41-årig tiltalt


En mere end fem år gammel sag om et groft hjemmerøveri i Espergærde i Nordsjælland er mandag blevet foldet ud på ny ved retten i Helsingør.

Her er en 41-årig serber på anklagebænken, efter at han i omkring fem år har været eftersøgt i forbindelse med forbrydelsen, der fandt sted 9. maj i 2011.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Dengang blev en 81-årig pensionist udsat for et voldsomt hjemmerøveri, hvor en bande på fire personer trængte ind i den ældre mands hus og ifølge anklageskriftet plyndrede ham for blandt andet smykker og kongeligt porcelæn.

Angiveligt ejendele med en værdi på mere end 66.000 kroner. Derudover skal den ældre mand være blev truet på livet og udspurgt, om han havde guld i sit hus.

I 2012 blev fire personer dømt for at have spillet forskellige roller i hjemmerøveriet, men yderligere tre blev eftersøgt. Heriblandt den 41-årige mand, der nu er blevet tiltalt, efter at tysk politi har udleveret ham til Danmark.

Den relativt lave mand er ved Retten i Helsingør mandag iklædt cowboybukser, sorte sko og en kortærmet, sort skjorte med en hvid, langærmet T-shirt indenunder.

Han nægter sig skyldig og forklarer, at han befandt sig i Sverige på det pågældende tidspunkt tilbage i 2011 – i forbindelse med, at han søgte asyl.

Her fik han besøg umiddelbart efter røveriet i Espergærde, forklarer han i retten.

– Efter at de andre havde begået den her forbrydelse, kom de forbi mig i Sverige. Da de kom på besøg, sagde de, at de havde stjålet, siger den 41-årige tiltalte.

Ved Retten i Helsingør bliver den 41-årige tiltalte omtalt som en af fire onkler, der alle skal have været involveret i forbrydelsen. Den tiltalte har også tidligere domme fra Tyskland, men nægter altså at have spillet en rolle i røveriet Espergærde.

Retssagen mod den 41-årig fortsætter torsdag, hvor en række personer skal vidne. Dommen forventes at falde mandag 1. august.

/ritzau/