Belgier skal 25 år i fængsel for drab på dansker i Madrid


Den 35-årige belgier Dave Verbist er blevet idømt 25 års fængsel ved Retten i Madrid i Spanien for at have dræbt den danske kvinde Anne Strande Jensen.

Det skriver Ekstra Bladet, der har en reporter til stede i den spanske ret, tirsdag.

Like localeyes.dk på Facebook

Det var natten til 13. juni 2014, at belgieren kvalte Anne Strande Jensen med en computerledning og efterfølgende satte ild til den 27-årige danske kvinde.

Anne Strande Jensen, der var udsendt for Scandinavian Tobacco Group, blev dræbt i sin lejlighed, der lå i den centrale del af Madrid.

Dave Verbist var ansat som vicevært i det udlejningsselskab, som den danske kvinde havde lejet sin lejlighed igennem.

Den 35-årige belgier kunne derfor selv låse sig ind i den danske kvindes lejlighed, imens hun lå og sov, skriver avisen.

Kort efter drabet blev belgieren anholdt i den spanske hovedstad. To år efter har han nu fået sin straf.

Dave Verbist er ifølge Ekstra Bladet blevet idømt 15 års fængsel for drabet på Anne Strande Jensen.

Oveni er han idømt ti års fængsel for ildspåsættelsen. Der var nemlig ifølge retten stor risiko for, at ilden kunne have spredt sig og gjort langt større skade, skriver avisen.

Belgieren er desuden blevet dømt til at betale 1,35 millioner kroner i erstatning til Anne Strande Jensens forældre.

Den 35-årige mand er blevet undersøgt af to retspsykiatere. De konkluderer blandt andet ifølge avisen, at han har “psykopatiske personlighedstræk”.

Det er ikke første gang, at belgieren er blevet dømt. Ifølge Ekstra Bladet er han flere gange blevet dømt for voldtægt. Derudover skal han også have erkendt, at han har kvalt en 40-årig spansk kvinde og mor til to. Den sag efterforskes stadig.

Belgieren og anklagemyndigheden har nu ti dage til eventuelt at anke dommen.

/ritzau/