Arkivfoto
Fire mænd blev tirsdag anholdt i en koordineret aktion og sigtet for omfattende narkosmugling fra Danmark til Norge.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse onsdag. Det er specialenheden National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har stået for aktionen, der er sket i Horsens- og Randers-området.
I forbindelse med ransagninger blev der på en adresse i Horsens-området blandt andet fundet 226 kilo hash, der blev beslaglagt af politiet.
Tirsdagens anholdte har alle forbindelse til en større sag om narko, som har været efterforsket i længere tid i samarbejde med den norske politienhed Kripos og flere norske politidistrikter.
Allerede i oktober 2021 blev to mænd på henholdsvis 43 og 44 år anholdt i sagen.
– Den videre efterforskning pegede i retning af yderligere fire mænd, som vi mener har samarbejdet med de to varetægtsfængslede ved at have hjulpet med at smugle hash til Norge eller på anden vis medvirket til, at smuglingerne kunne gennemføres, siger ledende politiinspektør ved NSK Vest Michael Kjeldgaard.
NSK er en ny specialenhed i politiet, der blev etableret 1. januar, og som skal bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet.
Den har overtaget opgaver, der tidligere lå i blandt andet Særlig Efterforskning Øst, Særlig Efterforskning Vest, Bagmandspolitiet og Grænsecenter Øresund.
De fire anholdte er mænd på 38, 45, 46 og 49 år. De blev alle anholdt inden for få minutter kort efter klokken 10 tirsdag.
Den 46-årige blev anholdt på en adresse i Randers-området, og de øvrige tre blev anholdt på adresser i Horsens-området, skriver politiet.
De vil alle blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Det foregår onsdag klokken 9 i Retten i Horsens.
Anklageren vil dog anmode om lukkede døre. På den måde kan detaljer om efterforskningen holdes hemmelige.
/ritzau/