Trumps torturløfte kan få spionchef til at trække sig


Foto: U.S. Department of Defense / Petty Officer 1st class Shane T. McCoy – handout


Chefen for efterretningstjenesten CIA vil trække sig, hvis den næste amerikanske præsident beordrer den omstridte forhørsmetode waterboarding genindført.

Meddelelsen fra CIA’s øverste leder, John Brennan, skal ses i lyset af kommentarer fra Donald Trump, den formodede republikanske præsidentkandidat, om at genoptage waterboarding i forbindelse med forhør af personer, der mistænkes for at have terrorforbindelser.

– Jeg kan sige, at så længe jeg er direktør for CIA, så vil jeg, uanset hvad præsidenten siger, ikke være den CIA-direktør, som udsteder den ordre. De bliver nødt til at finde en anden direktør, siger Brennan uden at nævne Trump ved navn.

CIA-chefens bemærkning faldt i forbindelse med, at han svarede på et spørgsmål om USA’s brug af krigsdroner efter en tale i Washington.

Afhøringsteknikken waterboarding giver offeret følelsen af at drukne. Metoden er blandt andet blevet brugt af fangevogtere over for indsatte i det amerikanske militærfængsel i Guantanamo i Cuba.

CIA brugte den voldsomme teknik mindst tre gange i forhør, der fandt sted i udenlandske fængsler, mens republikaneren George W. Bush var præsident.

En af Barack Obamas første embedshandlinger, efter at han afløste Bush som præsident i januar 2009, var at underskrive en bekendtgørelse, der forbød waterboarding.

Men den slags bekendtgørelser kan ophæves af Obamas efterfølgere.

John Brennan har før sagt, at han ville nægte at genoptage metoden, men han understreger nu sin holdning ved at sætte sin stilling på højkant.

Donald Trump bliver efter alt at dømme formelt nomineret som sit partis bud på en ny præsident ved det republikanske partikonvent næste uge.

Under valgkampen har Trump gjort gældende, at “tortur virker”. Og han har sagt, at han omgående vil give grønt lys for brug af waterboarding, hvis han bliver præsident.

Mest tydeligt udtalte han sig på et valgmøde 20. april i Indianapolis. Her genkaldte han sig, at han ugen forinden var blevet stillet spørgsmål om torturmetoden.

– De spurgte mig. “Hvad synes du om waterboarding, hr. Trump?” Jeg sagde, at jeg elsker det. Jeg synes, det er fantastisk.

/ritzau/Reuters