27-årig amok i voldsorgie – fem mennesker overfaldet med hammer og kniv


Efter at have slået fem mennesker ned med en hammer, og stukket mindst to med en kniv, endt den 27-åriges amokløb her på Hørup Skovvej ved Slangerup.


En 27-årig håndværker gik torsdag eftermiddag amok med en hammer og en kniv i Fredensborg, og endte i en voldsom ulykke efter en hidsig biljagt i Slangerup.

Hele voldsturneen startede på Torvet i Fredensborg, her overfaldt den 27-årige mand først tre kollegaer af ukendte årsager.

De tre mænd blev blev både stukket med en kniv og slået i hovedet med en hammer af den 27-årige mand. To af ofrene måtte flyves med helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, mens en tredje blev kørt til hospitalet i Hillerød.

Ifølge et vidne på stedet, skal en af mændene have fået kinden sprættet op og næsen delvist skåret af – det er dog ikke officielt bekræftet.

Mens politi og ambulancer er på vej til de tre hårdt kvæstede mænd, så overfalder den 27-årige mand en fuldstændig uskyldig mand et sted i Fredensborg med en hammer.

Ofret bliver slået ned, hvorefter den 27-årige mand stjæler ofrets bil og flygter i høj fart og med særdeles hasaderet kørsel frem til Uvelse.

Her smider han den stjålne bil fra sig, og overfalder en sagseløs ældre kvinde som bliver overfaldet med en hammer og slået mindst en gang i hovedet. Manden stjæler kvindens bil, og kører afsted på trods af at kvindens hund – af en lille race – sidder i bilen.

– Jeg kan ikke sige noget om ofrenes tilstand, men to af dem ligger på Rigshospitalets traumecenter. Jeg ved ikke mere, siger vagtchefen for Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Politiet leder intenst efter voldsmanden, og pludselig bemærker en hundevogn en bil som kører vanvittigt hasaderet i den modgående bane. Hundepatruljevognen vender om og sætter omgående efter køretøjet som absolut ikke vil standse.

Efter en eftersættelse henover 6-7 kilometer, hvor betjentene forsøger at få den 27-årige mand til at give op, forulykker han af sig selv idet han først strejfer en modkørende bil, knalder ind i et autoværn og ruller mindst 4-6 gange rundt med køretøjet langs skråningen på Hørup Skovvej i Sundby Lille.

Den kvæstede 27-årige mand kom ud af køretøjet, og blev kort efter bragt til behandling på hospitalet – han er sluppet med lettere skader fra sin vanvidskørsel.

Den modkørende bil fik kun mindre skader og bilisten her slap uskadt fra påkørslen.