Morgentravl far: Indkasserede tre sigtelser på vej i skole med børnene


En far måtte torsdag fortryde, at han så stort på anvisningerne fra en betjent. Det kostede ikke mindre end tre sigtelser.

En betjent tog torsdag morgen kontakt til en mand som holdt på Kronprinsensgade ved Realskolen i Esbjerg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Betjenten påtalte overfor den 34-årige mand, at han ikke måtte standse på stedet, da der er standsningsforbud.

Manden valgte imidlertid at ignorere betjenten. Han lod bilen stå og fulgte børnene i skole.

I mellemtiden valgte betjenten, at kigge lidt nærmere på bilen.

Det viste sig, at begge bagdæk og det ene fordæk var nedslidte. Der var også en 50 cm revne i forruden.

Desuden viste et opslag i politiets register, at bilen var indkaldt til syn.

Da den 34-årige kom retur til sin bil, bad betjenten om at se hans kørekort.

Det kunne ikke lade sig gøre, idet manden ikke havde taget det med.

Manden er nu sigtet for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen, for overtrædelse af færdselsloven ved at have stoppet ved standsningsforbud og for ikke at have medbragt sit kørekort.