Det er svært at være barn og teenager, når far eller mor sidder i fængsel.
For første gang afdækker forskere i Danmark børnenes hverdag ved at kombinere registeroplysninger med spørgeskemaer og interviews med børnene.
Like localeyes.dk på FacebookBag undersøgelsen står SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
– Vores resultater viser, at fængslingen har stor betydning for børn og unges trivsel i hverdagen, og det peger på, at indsatser for børnene ikke kun skal ligge i fængslets regi.
– Også andre aktører, skoler, forvaltninger og fritidstilbud skal have fokus på børnene, siger forsker Helene Oldrup i en pressemeddelelse.
Ud over at dokumentere børnenes øgede risiko for selv at få et problematisk liv med mange skoleskift og øget kriminalitet, giver undersøgelsen et indblik i de tanker og bekymringer, som præger deres opvækst.
Særlig svært er det for de ældste børn at bevare en tæt kontakt med den fængslede forælder.
– Jeg var så nervøs, at jeg faktisk var ved at kaste op, inden jeg skulle derind. For det var jo første gang i mange, mange, mange år, jeg skulle være alene med min far tre timer, fortæller Martin, 20 år, der er blandt de 36 interviewede børn og unge.
Hans tanker kan fængselsbetjent og børneansvarlig i Statsfængslet Østjylland Henrik Jørgensen godt genkende.
Han siger til Ritzau, at lysten til at besøge en fængslet forældre for mange falder i 12-13 års alderen.
– Jo ældre børnene er, jo mere keder de sig under besøget, og på et tidspunkt holder nogle af dem op med at komme. Det er trist, for vi ved, at det både for barnet og den indsatte er vigtigt, at besøgene fortsætter.
Derfor har Statsfængslet i Østjylland og Nyborg Fængsel indgået et samarbejde med forskere fra Syddansk Universitet (SDU) om at udvikle en række spil.
De skal med forskellige kort hjælpe forældre og børn til at få hul på de tabuer, som kan gøre det svært at tale sammen.
– Kortene handler om de problemstillinger, som vi ved, familierne slås med ved at være adskilte, siger lektor på SDU Thomas Markussen.
Spillene er inspireret af samtaler, som forskerne har haft med indsatte med lange straffe. Også teenagere til fængslede medlemmer af Hells Angels har medvirket.
/ritzau/