Efter ti år: Bortfører vender tilbage med to af tre bortførte børn


Arkivfoto


En 52-årig mand er mandag ved retten i Aarhus blevet idømt to års fængsel.

Tilbage i 2014 bortførte han sine tre børn, som han ikke havde forældremyndigheden til.

Uden moderens samtykke bragte han de tre børn ud af Danmark med ulovligt henblik på et længerevarende ophold i Irak eller Kuwait.

Den 52-årige blev anholdt, da han torsdag i sidste uge, ankom med fly til Danmark med to af de bortførte børn.

Anklageren i sagen, Peter Rydder udtaler følgende.

”… jeg er nogenlunde tilfreds med rettens dom og sagens afgørelse, hvor den tiltalte – lidt overraskende – valgte at komme til landet i sidste uge efter ni års fravær,”

Børnene var, da bortførelsen skete i 2014, henholdsvis 10, 13 og 15 år.

Ved indrejsen til Danmark i torsdags fulgtes den 52-årige med de to yngste af børnene – en pige og en dreng – på nu 19 og 22 år.

Sagen mod den 52-årige mand var på forhånd berammet til domsafsigelse ved retten i Aarhus mandag, hvor den tiltalte havde tilkendegivet at ville møde op.

Han blev anholdt torsdag formiddag i Københavns Lufthavn i forbindelse med sin indrejse til Danmark – ni år efter udrejsen med de tre bortførte børn.

Fredag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Aarhus, sigtet for børnebortførelse, hvor han blev varetægtsfængslet i tre dage frem til mandagens domsafsigelse.

Ved retten i Aarhus blev han så mandag eftermiddag idømt to års fængsel og udvist for bestandigt.

”Der er på alle måder tale om en meget trist sag, hvor ingen af de involverede parter står tilbage som vindere,” siger Peter Rydder, anklageren i sagen.

Den 52-årige mand valgte at udbede sig betænkningstid i forhold til at anke sagen til landsretten.

Han sidder fortsat varetægtsfængslet efter mandagens dom.