Storbrand i Faaborg: Lynnedslag startede omfattende bygningsbrand


FAABORG: Et lynnedslag startede natten til torsdag en omfattende brand, der har spredt sig til flere etageejendomme i det centrale Faaborg.

Ifølge Fyns Politi er branden med stor sandsynlighed forårsaget af et lynnedslag tidligt torsdag morgen på Vestergade, herfra har ilden så spredt sig til flere omkringliggende bygninger.

Der er tale om ældre bygninger som alle er sammenhængende, så ilden har haft nemt ved at sprede sig.

Ingen personer er kommet til skade ved branden, og seks-otte personer har fået hjælp med genhusning i forbindelse med branden.

I forbindelse med branden styrtede en skorsten sammen, og styrtede ned på gaden fra stor højde – en brandbil fik skader ved nedstyrtningen men ingen personer kom noget til.

#