Hovsa: Brandvæsnet slukkede ild i hæk og kørte hjem – Så gik der ild i huset

HELSINGØR: Det er heldigvis sjældent at den slags uheld sker, men torsdag formiddag rykkede Helsingør Kommunes Beredskab ud til ild i en hæk på Holger Danskes Vej som hurtigt var slukket. Blot få minutter efter brandbilerne var kørt igen blev der slået alarm igen på samme adresse, nu var det så huset langs hækken som brændte.

Gløder fra den brændende hæk havde åbenbart fået sneget sig op under taget på villaen, og af ukendte årsager var der ikke fundet tegn på spredning af ilden fra hækken mens brandvæsnet var på adressen første gang.

Få minutter efter brandkøretøjerne havde forladt stedet sammen med politiet, opdagede Local Eyes's fotograf på stedet at der kom røg op af skorstenen, men hurtig gik det op for ham at det kom op omkring skorstenen. Fotografen og flere naboer trådte straks i aktion, der blev slået alarm igen til 1-1-2 mens en nabo greb en vandslange og forsøgte at dæmpe ilden og andre fik alarmeret beboerne i huset om at der var ild i deres hus.

Huset har nu lidt stor skade, brandvæsen og politi arbejder kl. 12.45 fortsat med slukningsarbejdet på stedet.