Olieprisefald rammer Togfonden – der mangler 15.5 milliarder


Foto: Arriva Danmark


Det kniber med pengene til kortere rejsetider, elektrificering og nye baner. Togfonden mangler nemlig hele 15,5 milliarder kroner, viser nye beregninger fra Finansministeriet.

Dermed er over halvdelen af finansieringen forduftet som følge af faldende oliepriser.

– Togfonden er nødlidende – under halvdelen af pengene er tilbage. Konsekvensen må være, at vi tilpasser ambitionsniveauet.

– Derfor må vi sammen med partierne nu sætte os ned og finde ud af, om der er noget, vi kan aflyse, eller om der er noget, der skal udskydes, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Berlingske.

Da rød blok sammen med Dansk Folkeparti i 2014 indgik aftalen om Togfonden, var den 28,5 milliarder kroner stor. Pengene skal komme fra beskatning af olien i Nordsøen, og i aftalen er det forudsat, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være 121 dollar.

Men siden er olieprisen faldet drastisk. I marts valgte Finansministeriet derfor at nedjustere sine langsigtede forventninger til olieprisen. Siden regeringen tiltrådte i juni sidste år, er olieprisen faldet fra cirka 60 dollar til omkring 35-40 dollar per tønde.

Efter at Finansministeriets økonomer har regnet Togfondens finansiering igennem med det nye skøn, er de kommet frem til, at Togfonden kun har 13 milliarder kroner i finansiering.

Det er langt fra en overraskelse, at fonden får problemer med at finde penge til de mange planlagte forbedringer af tognettet.

Finansministeren konkluderede i sit kasseeftersyn af dansk økonomi sidste sommer, at Togfonden på det tidspunkt manglede ni milliarder kroner.

Venstre er ikke selv en del af aftalen og har længe påpeget, at Togfonden ikke kan fastholdes i sin nuværende form.

Den største udgift i Togfonden er den såkaldte timemodel, der skal sikre, at der kun er en times rejsetid mellem København og Odense, Odense og Aarhus og Aarhus og Aalborg. Det vil koste 15 milliarder kroner.

Derudover vil aftalepartierne bruge 4,2 milliarder kroner på en togbro over Vejle Fjord. Broen skal være med til at barbere rejsetiden mellem Odense og Aarhus ned.

Men i april meddelte Dansk Folkeparti, at partiet er klar til at sløjfe broen, som vil spare rejsende for mellem seks og ni minutter.

/ritzau/