Højesteret: To mænd blev fejlagtigt dømt for drabsforsøg


Tv-optagelser fra gerningssstedet i Køge, februar 2013.


Det var en fejl, da Østre Landsret fandt to mænd fra bandemiljøet skyldige i forsøg på manddrab, fastslår Højesteret tirsdag.

Mændene var tiltalt for at stå bag, da en kun 14-årig dreng affyrede flere skud med en revolver mod en tatovørforretning i Køge i februar 2013.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Men landsretten er gået for langt, mener fem dommere i landets øverste domstol.

Der er kun grundlag for at finde de to tiltalte skyldige i at ville udsætte andre for fare – hvilket straffes mildere end forsøg på manddrab.

Resultatet er, at straffen til den ene nedsættes fra fængsel i fire år til to år. Samtidig dømmes den anden ligesom i landsretten til anbringelse på psykiatrisk afdeling.

Med dommen har de to forsvarere, Kristian Mølgaard og Michael Juul Eriksen, fået medhold.

– Denne afgørelse er principiel, og den vil indgå i lærebøgerne fremover, mener den sidstnævnte advokat.

Det skyldes, at Højesteret mere overordnet har fastslået, hvad der skal til, før en tiltalt kan dømmes for bevidst at have begået en lovovertrædelse.

Landsretten brugte selv ordet “kunne”, men der skal mere til – nemlig “ville” – altså bevis for en vilje, lyder det fra Michael Juul Eriksen.

Skyderiet fandt sted under en konflikt mellem to grupper i bandemiljøet. Og det tæller i skærpende retning, lyder det fra Højesteret.

Den mand, der dømmes til anbringelse, er 27 år og regnes for en være en ledende figur i Black Cobra.

Den anden er en nu 18-årig afghansk statsborger, der som nævnt idømmes fængsel i to år, ligesom han udvises betinget.

Han styrede den scooter, som kørte forbi tatovørbutikken State of Grace, som på tidspunktet kunne forbindes til Bandidos. På bagsædet sad den 14-årige, der affyrede flere skud. På grund af sin alder gik han fri.

/ritzau/