To personer fundet døde efter to tragiske brande


Teknikere arbejdede tirsdag morgen på at klarlægge årsag til en dødelig brand i rækkehus i Bevtoft ved Haderslev, og en brand ved Betty Sørensen Parken i Vejle. Begge brande kostede beboerne livet på tragisk vis.

– Vi har i nat haft en brand i beboelsesejendom i Bevtoft, hvor en person er indebrændt. De pårørende er underrettet. Brandårsagen endnu ikke fastlagt, oplyste vagtchefen for Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag morgen på Twitter.

Branden i Bevtoft rasede omkring 4-tiden, og den var den anden dødelige brand på få timer, idet der allerede ved 22-tiden havde været en brand med dødelig udgang i Vejle.

Branden i Vejle skete i en lejlighed på et plejecenter i Betty Sørensen Parken, og kostede den 87-årige mandlige beboer livet. De pårørende til manden er underrettet.