60 dage i brummen for at stikke af fra politiet


Arkivfoto


En 25-årig mand har fået en dom på 60 dages ubetinget fængsel for at være stukket af fra politiet og have truet en betjent.

Dommen fald onsdag ved retten i Kolding.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den dømte havde ved tre episoder i efteråret 2015 deltaget i uroligheder i nattelivet i Kolding.

Politiet var i alle tilfælde på stedet, og den unge mand udtrykte sin modvilje mod betjentene ved at råbe pansersvin og andre ukvemsord.

Politiet forsøgte en af gangene at anholde ham, men på grund af en kammerats indblanding, lykkedes det ham at stikke af.

Da politiet ville anholde ham en måned senere, blev han igen ophidset og truede en betjent med at begå vold mod dennes familie.

Han blev dømt for i alt syv forhold, der handlede om at tale fornærmende til politiet, at have modsat sig at oplyse sin identitet og for at have truet en betjent og for at være stukket af fra politiet i forbindelse med, at han var anholdt.

Den dømte modtog dommen.