Hjemmerøver truer kontanter fra handicappet mand


Arkivfoto


En 61-årig handicappet mand blev onsdag aften udsat for et røveri i sit hjem i Helsingør, oplyser Nordsjællands Politi.

Det var en hjemmehjælper, der ved 22-tiden alarmerede politiet, efter at hun kom på besøg hos manden.

Han var ikke kommet noget fysisk til, men har fortalt, at han blev truet med en dolk-lignende genstand og frarøvet i omegnen af 20.000 kroner, som han havde på sig.

– Han har forklaret, at han lå og sov, da der blev banket på døren. Han forventede ingen gæster, men valgte alligevel at åbne døren, hvorefter en mand pressede sig ind i lejligheden, siger vagtchef Peter Olesen.

– Han (gerningsmanden, red.) slipper af sted med et kontantbeløb og to mobiltelefoner, og på et tidspunkt i forløbet skal han have truet med en dolk-lignende genstand, siger han.

Politiet efterlyser en mand af slavisk udseende, som menes at stå bag hjemmerøveriet. Han har kort, gråt hår og bar blå Adidas-bukser med tre hvide striber ned langs benene.

/ritzau/