KIRKE VÆRLØSE: Flere personer blev søndag aften anholdt i forbindelse med en eftersættelse af en Audi, monteret med et sæt formentlig stjålne nummerplader. Jagten på Audien involverede en stor styrke af politibiler og endte på Lejrvej.
Det var angiveligt for høj fart som førte til politiets umiddelbare interesse for en sort Audi, søndag aften, og den blev ikke mindre da det viste sig at nummerpladerne på Audien tilhørte en VW Lupo.
Føreren af Audien ønskede dog ikke at snakke med politiet og det udløste en langvarig eftersættelse hvor et stort antal af politibiler medvirkede, og til sidst endte eftersættelsen på Lejrvej. Forinden havde Audien med en række politibiler i hælene drønet rundt i det lukkede område, inden føreren forsøgte at komme ud af området via Lejrvej – det mislykkedes.
Bilen ramte en høj asfaltkant, og det var formentlig en skade derfra samt de mange politibiler som fik føreren til at give op og stoppe ca. midt på Lejrvej.
Tydeligvis måtte politiet tvinge sig adgang til Audien, idet sideruderne i begge sider var knust på stedet hvor bilen holdt og udfra mærker på bilen har personerne sat sig imod anholdelsen.
Efter de anholdte var fjernet, kunne politiet ransage bilen og der blev fjernet flere ting fra køretøjet og lagt i bevisposer – hvad der helt præcist blev fundet er endnu ukendt.