Spritstiv bilist smadrede sejlbåd


Arkivfoto

HELSINGØR: Iført en betragtelig promille fik en 59-årig mand tirsdag påkørt et bådstativ på Nordhavnen, og væltet en 25 fods sejlbåd omkuld.

Den berusede 59-årige mand kørte i et tidligere militærkøretøj af mærket Volvo Valp, som er et kraftigt firhjulstrukken køretøj, og da bilen ramte bådstativet væltede sejlbåden ned på jorden.

Båden led omfattende skader ved påkørslen, og vidner fik hurtigt sikret sig nummerpladen på køretøjet da føreren ikke stoppede op, men derimod flygtede fra stedet.

Politiet kunne kort efter finde frem til den 59-årige mand på Lappen i Helsingør, hvor han blev anholdt og sigtet for at stikke af fra et trafikuheld.

Her viste det sig desuden også at den 59-årige mand slet ikke havde noget kørekort, hvilket også kastede en sigtelse for kørsel uden førerret af sig- noget som den 59-årige mand havde gjort nu tre gange indenfor tre år, og derved kom hans biler i fare for at blive beslaglagt.

Manden var også spirituspåvirket, og efter test med alkometret blev han også sigtet for spirituskørsel – prøven viste et resultat på over 2,0 hvilket medførte en automatisk beslaglæggelse af den sigtedes registrerede køretøjer.

Politiet fik fjernet en Fiat Punto og en Volvo Valp, disse er nu kørt til politiets lager af beslaglagte biler et sted i Nordsjælland.

En dommer skal senere tage stilling til, om politiets beslaglæggelse af de to biler er indenfor lovens rammer, og derved ændre det til en regulær konfiskation.