Ex-rocker dømt til at betale 14 mio til statskassen


Arkivfoto


Et tidligere medlem af Bandidos er tirsdag blevet straffet for at have snydt de offentlige kasser for næsten 14 millioner kroner.

Retten i Glostrup har fundet den 45-årige Kim David Rasmussen skyldig i grov økonomisk kriminalitet, som har udløst en fællesstraf på fængsel i tre år.

I straffen indgår halvandet års fængsel fra en tidligere dom afsagt af en anden byret.

Anklagen i den aktuelle sag har drejet sig både om momssvig og om svindel med hensyn til kildeskat.

Som chef i transportfirmaerne HCLV ApS. og Eulogik ApS. kneb det gevaldigt for Rasmussen at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, har retten slået fast.

Kriminaliteten blev begået i 2011 og 2012, og forholdene har været endevendt over syv dage i retten.

Kim David Rasmussen, som af nogle kaldes Balou, har tidligere haft postadresse i Dubai og fik for nogle år siden en del omtale i pressen på grund af en mistanke om kædesvig.

En anden tiltalt fungerede til dels som en slags direktør og er blevet dømt i mindre omfang end Rasmussen.

Denne tiltalte, der er 42 år, er blevet idømt en kombineret straf – dels et halvt års ubetinget fængsel og dels et års betinget.

Derimod har anklagemyndigheden ikke kunnet føre bevis for, at en tredje mand deltog i noget af svindlen. Han er blevet frifundet.

/ritzau/