KØBENHAVN: Klokken 19.00 lørdag var der igen anmeldt en ‘Men in Black’ demonstration i København.
Københavns Politi kunne lørdag aften meddele at der ikke var foretaget nogen anholdelser i forbindelse med demonstrationen, hvor politiets tilstedeværelse var en massiv mængde af politifolk i gule veste og hvid kasket – de velkendte dialog-betjente.
Politiet var dog klar med betjente med knipler og hjelme, men de holdt sig generelt på afstand, og som nævnt blev der ikke til nogen af de konfrontationer som ellers er sket efter demonstrationerne. Der røg et par raketter afsted samt et par kanonslag hen mod afslutningen af demoen, mens de velkendte romerlys oplyste gader og stræder sammen med en stor mængde af fakler, som blev fulgt op af de velkendte råb fra demonstranterne.
MIB Demoen startede på Chr. Borg Slotsplads og efter en tur rundt i Københavns gader kom man retur på Chr. Borg Slotsplads, hvor lederne af demoen omkring kl. 22.25 kunne takke deltagerne for god ro og orden, og herefter opløse demonstrationen.
– Vores dialogbetjente førte an hele vejen rundt i Københavns gader og der var god dialog med deltagerne og arrangøren af demonstrationen, lød meldingen fra Københavns Politi efter MIB demoen var afviklet.