Gribskov Beredskab øvede redning på Arresø: To personer gået gennem isen

RAMLØSE: Det foregik ganske fredeligt, og for de fleste var det fredag blot en spændende oplevelse – men for Cheflivredder John Mogensen fra Nordkystens Livredningstjeneste og hans 13-årige datter var det en iskold oplevelse.

Fredag formiddag kl. 11.00 troppede Gribskov Beredskab op i Ramløse Lystbådehavn med flere redningskøretøjer, dog var der ikke sket noget da der alene var tale om en øvelse med baggrund i redning af personer som er gået gennem isen.

Denne tids kulde har gjort vandet stift mange steder, men alt, alt for mange mennesker er overmodige og går ud på isen selvom den ikke er frigivet til trafik af kommunen. En ulykke med en eller flere personer som styrter gennem isen er derfor ikke utænkeligt, og derfor øvede brandmandskabet i dag med deres nye oppustelige banan-båd, som er særligt indrettet til redning af personer på is eller hvor de ligger i isfyldt vand.

Figuranter hoppede i vandet – frivilligt
Ved dagens øvelse trænede mandskabet et par gange først med kollegaer i overlevelsesdragter, indtil omkring kl. 11.30 hvor to figuranter frivilligt hoppede i det iskolde vand.

Figuranterne var Cheflivredder John Mogensen, Nordkystens Livredningstjeneste, og hans 13-årige datter hvor sidstnævnte dog var iført en svømmevest for en sikkerheds skyld.

Første tur i vandet var skræmmende
Den første tur ned i hullet i isen var meget anderledes end hvad John Mogensen overhovedet havde forestillet sig, og gav et indblik i den panik som rammer mennesker som pludseligt går gennem isen.

– Mit tøj var omgående gennemblødt, og jeg blev meget tungere end jeg egentligt havde forudset. Dernæst klappede min hættetrøje op over hovedet på mig, så jeg intet kunne se de første sekunder, den del sammen med kulden der ramte kroppen var virkelig ekstremt ubehageligt, fortæller han efter turen i det iskolde vand.

Ved den første tur i vandet demonstrede John og hans datter hvor effektive et par simple ispigge kan være. De hjemmelavede ispigge bestod af et par stumper kosteskaft med en kraftig skrue i den ene ende, disse gjorde at såvel John som hans datter var oppe af vandet på 15-20 sekunder – havde øvelsen været virkelig havde far og datter kunnet luske hjem med vådt tøj og en alvorlig lærestreg rigere.

Brandfolkene skulle dog have fat i den våde livredder et par gange, så han fik et par dyp mere i det iskolde vand, hvorunder han fandt det mest behageligt at smide jakken med hætten på og så ellers hoppe i ishullet igen.

Gribskov Beredskabs mandskab som ved dagens øvelse befandt sig på isen var alle iført overlevelsesdragter, og det skal på det kraftigste understreges at isen ved Ramløse Lystbådehavn på ingen måde er sikker – brandmandskabet har ydermere indhegnet det sted hvor der blev skåret hul i isen til øvelsen da dette er ekstra farligt.