Person er ramt af skud i Bagsværd – politiet søger vidner


    En person er blevet ramt af skud i Bagsværd, oplyser Københavns Vestegns Politi onsdag morgen.

    Betjente er derfor rykket ud til stedet med flere patruljer.

    – Vi er talstærkt til stede omkring Kornmarken, Bagsværd, efter en skudepisode. En person skudt, lyder det fra Københavns Vestegns Politi på Twitter.

    Her oplyses det samtidig, at der ikke er informationer om den ramte persons tilstand. Det er derfor uvist, om vedkommende for eksempel er i livsfare eller ramt overfladisk.

    Der er heller ingen oplysninger om offerets køn og alder.

    Vagtchef Jens Møller fortæller, at politiet blev kaldt ud til stedet klokken 06.31. Alarmen kom via 112, men det er ikke muligt at få oplyst, hvem der ringede til alarmcentralen – altså om det eksempelvis var en nabo eller offeret selv.

    Politiet vil i forbindelse med efterforskningen meget gerne høre fra kilder, der har set eller bemærket noget. Det kan både være mistænkelige personer eller andet.

    – Vi arbejder stadig på Kornmarken i Bagsværd efter skudepisode. Eventuelle vidner, der har bemærket mistænkelig adfærd, personer og/eller køretøjer i området, bedes kontakte politiet på 114, skriver politiet på Twitter.

    /ritzau/