Nærum: Torsdag aften klokken 21.59 fik politiet en anmeldelse om, at en gruppe på 15-20 unge skød fyrværkeri efter hinanden samt mod fodgængere og bilister omkring Nærumvænge Torv.
Flere patruljer blev sendt til stedet, og det lykkedes at få fat i syv unge mænd, som forsøgte at flygte fra stedet. De syv er i alderen 15-19 år og alle fra Nærum.
Da det ikke var muligt med tilstrækkelig sikkerhed at fastlægge, at det var dem, som havde fyret fyrværkeri af, blev deres generalier i stedet noteret, og forældrene til de af de unge, som var under 18 år, blev orienteret om hændelsen.
Nordsjællands Politi gør samtidig opmærksom på, at det er helt uacceptabelt og naturligvis også ulovligt at affyre fyrværkeri mod andre.