49-årig mand omkommer i brand på Amager


Arkivfoto


En mand på 49 år har natten til tirsdag mistet livet i en brand i sin lejlighed på Amager.

Det oplyser Københavns Politi, der modtog anmeldelsen om branden i lejligheden på 11. sal i et kompleks på Peder Lykkes Vej klokken 00.52.

– Der ligger en person derinde, og man får ham ud. Derefter forsøger man at genoplive manden, men det lykkes ikke, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Ingen andre er kommet til skade i forbindelse med branden, og det var heller ikke nødvendigt at evakuere andre i bygningen.

– Det var kun inde i hans lejlighed, der var kraftig røgudvikling, lyder det fra Henrik Svejstrup.

Ifølge vagtchefen tyder det umiddelbart på, at branden er opstået i forbindelse med, at der er blevet røget i sengen.

– Der skal foregå nogle undersøgelser i dag (tirsdag, red.), men det tyder på, at ilden er startet i sengen, siger Henrik Svejstrup.

Mandens pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/