Overfald på fængselsbetjent kan være bestilt arbejde


Gerningsstedet på Nørrebro tirsdag aften.


Københavns Politi undersøger, om et knivoverfald på en fængselsbetjent på Nørrebro tirsdag aften var bestilt af indsatte i Vestre Fængsel.

Politiet mener, at gerningsmændene fulgte efter betjenten, da han tirsdag forlod Vestre Fængsel, hvor han arbejder med nogle af de mest forhærdede fra bandemiljøet.

Like localeyes.dk på Facebook

– Om de har fulgt efter ham, er noget af det, vores efterforskning går ud fra. Det er den vinkel, vi har, at de har kendskab til hans job. Og det kan være et motiv i sig selv, siger vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Brian Belling fra Bellahøj Politi.

Fængselsbetjenten blev overfaldet af to maskerede mænd, der stak ham tre gange med en kniv.

Til alt held fik han kun overfladiske snitsår.

Ifølge formanden for fængselsforbundet, Kim Østerbye, havde han en tyk jakke på, som kniven ikke så let kunne trænge igennem.

Han mener, at der har været tale om et “fuldstændig koordineret drabsforsøg”, og at bandemedlemmer inde fra fængslet har bestilt overfaldet på betjenten.

– Jeg tror ikke, at det kommer ud af den blå luft, og at det var en tilfældig fængselsbetjent.

– Han har gået steder, hvor der har været nogle af de mest hardcore bandemedlemmer.

Overfaldet skete i Rantzausgade tæt på betjentens hjem. Bagefter flygtede de to mænd, der er cirka 170 cm høje, i en grålig bil ad Skyttegade mod Griffenfeldsgade.

I juni blev en anden fængselsbetjent fra Vestre Fængsel overfaldet på vej hjem fra sit arbejde.

Han kom cyklende ad Enghavevej, da tre maskerede mænd i en sort bil bremsede op foran ham og væltede ham af cyklen. To af dem stak ham tre gange med en kniv.

Sagen er aldrig blevet opklaret.

Kim Østerbye er ikke i tvivl om, at også det overfald var bestilt indefra murene.

– En gruppe indsatte fløjtede ud af vinduet, netop som betjenten forlod fængslet. De sendte dermed et signal til den ventende bil, siger han.

Også den betjent arbejdede med bandemedlemmer i Vestre Fængsel.

Vicepolitiinspektør Brian Billing bekræfter, at politiet undersøger, om der er en sammenhæng mellem de to sager.

– Den har vi da i tankerne. Der er lighed i både modus og i den måde, det foregår på, siger han.

Efter overfaldet tirsdag har politiet afhørt fængselsbetjentene, men Brian Belling ønsker ikke at fortælle, hvad betjenten har sagt til politiet.

Politiet efterforsker sagen som en grov voldssag.

– For at efterforske den som et drabsforsøg, kræves det, at man får klarlagt motivet bedre. Det er noget af det, efterforskningen skal vise fremadrettet, siger han.

/ritzau/