Tv: 25 dræbt og 75 såret i eksplosion ved busstop i Ankara


Eksplosion dræber mindst 25 personer i Ankara, Tyrkiet. (Video fra RT Youtube).


En eksplosion har rystet Ankaras gader, og der er adskillige dræbte og sårede, rapporterer forskellige tyrkiske medier.

Guvernøren i byen siger, at mindst 25 er dræbt, og 75 er såret, rapporterer CNN Türk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det formodede angreb sker knap en måned efter et blodigt bombeattentat i byen.

Eksplosionen skal være sket, da en bil er eksploderet ved et busstoppested, rapporterer tyrkisk stats-tv.

Det flugter delvist med en tidligere melding fra stedet, om at eksplosionen skete, da en bil torpederede en bus.

Årsagen til søndagens eksplosion er endnu ikke oplyst fra officielt hold. Lokale medier rapporterer, at der også er blevet skudt. Det er ikke bekræftet af myndighederne.

En sikkerhedskilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at der er både dræbte og sårede efter eksplosionen, der skal være sket nær en park i den tyrkiske hovedstad.

Ambulancer er hastet til Kizilay-pladsen, der ligger centralt i byen. Tv-billeder viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der står flere udbrændte biler og en bus på eksplosionsstedet.

Det er kun en måned siden, at omkring 30 mennesker mistede livet, da en bombe gik af nær militærbygninger i hovedstaden.

Tyrkiske myndigheder har sagt, at kurdiske militante stod bag angrebet i februar, da en bil ladet med sprængstoffer eksploderede ved militærbusser.

Efter angrebet strammede de tyrkiske myndigheder sikkerheden i landet. Blandt andet har man indsat flere betjente i gaderne.

Tyrkiets regering har insisteret på, at selve angrebet blev udført af et medlem af de kurdiske YPG-styrker i et samarbejde med Kurdistans Arbejderparti, PKK. Det sker, selv om en anden kurdisk gruppe har taget skylden for angrebet.

/ritzau/