Skipper slog alarm: Brand i motorrummet på Gilleleje kutter


GILLELEJE: Tirsdag aften kl. 21.30 blev der slået alarm til 1-1-2 om ild ombord på kutteren Anna – Lise, som havde lagt til på den yderste del af Auktionskajen.

Angiveligt skete det hele på den første tur efter kutteren havde været på land for at blive malet, og netop tirsdag være kommet retur i vandet. Skipperen ombord opdagede under sejllads i havnen en brand/røg i kutterens motorrum, og lagde omgående til kaj, ligesom han som det første fik udløst nødstoppet på brændstoftilførslen.

Der blev slået alarm til 1-1-2 kl. 21.30, og såvel sprøjte som tankvogn rykkede omgående ud til havnen på den alvorlige melding om ild i skib på Auktionskajen.

Skipperen havde som nævnt udløst kutterens nødstop, og derved fik hverken motoren eller ilden noget brændstof som kunne føde flammerne i motorrummet – men alligevel udviklede branden så meget røg at skipperen måtte hoppe i land, hvor han tog imod brandvæsnet kort efter alarmen. Røgdykkerne hoppede straks ombord og kom ned til motorrummet på kutteren, hvor der ganske rigtigt var mindre ild og røgudvikling, og fik slukket branden hurtigt.

Ilden viste sig at være begrænset til dele af de elektriske installationer omkring motoren, og trods dramatikken var skaderne rimeligt begrænsede – men en ny tur på land slipper kutteren næppe for. Ingen personer kom noget til ved den ærgerlige brand.