Havnen i Fredericia 4. februar 2016.
Store mængder gødning blev ledt ud i naturen, da en silo på Fredericia Havn tidligere på måneden brød i brand.
Det skriver Metroxpress torsdag. Vicepolitiinspektør Peter Balsgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller til avisen, at der blev udledt flere tusind ton gødning.
Like localeyes.dk på Facebook– Siloen indeholdende den flydende gødning brød sammen af endnu ukendte årsager, og gødningen løb ud med voldsom kraft og spredtes i området. I faldet blev nabosiloer beskadiget, og palmeolie løb ud, skriver vicepolitiinspektøren.
Olien brød i brand, beboere blev evakueret, og institutioner i nærheden blev lukket, af frygt for at olien og gødningen skulle eksplodere.
Palmeolie bruges blandt andet som fritureolie. Ligesom når der går ild i en frituregryde, kunne branden ikke slukkes med vand. Den skulle kvæles med et låg af skum, og der gik to dage, før mandskabet fik bugt med flammerne.
Lisbet Ogstrup, der er seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, kalder udslippet en “miljøkatastrofe”.
– Jeg har aldrig hørt om så stor en udledning til et vandmiljø. Det kan gå voldsomt ud over plante- og dyrelivet i Lillebælt. Der er en risiko for, at der kommer fiskedød, siger hun til Ritzau.
Også professor i marinbiodiversitet på Aarhus Universitet Stiig Markager mener, at udslippet er uhørt stort.
– Jeg har aldrig hørt om et enkelt udslip af større omfang, siger han til Metroxpress.
Direktør Sven Høgh Andersen fra Dangødning fortæller til Metroxpress, at der var plads til 10.000 ton gødning i siloen, som brød sammen.
I alt var op mod 70 mand fra Beredskabsstyrelsen indsat i forbindelse med branden.
/ritzau/