Australien sender asylbaby til flygtningelejr på ø


Den lille pige, Asha, der er et år gammel, har været indlagt på hospitalet i Brisbane i en måned til behandling for svære brandskader.


Et barn fra Nepal er blevet ansigtet på Australiens hårde kurs over for flygtninge.

Den lille pige, Asha, der er et år gammel, har været indlagt på hospitalet i Brisbane i en måned til behandling for svære brandskader.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Hun er nu blevet udskrevet og vil blive deporteret til en flygtningelejr på øen Nauru, når hun er kommet sig helt, skriver BBC.

Hospitalets læger, flere organisationer og demonstranter har protesteret mod beslutningen.

Australiens immigrationsminister, Peter Dutton, siger, at Asha vil blive sendt til flygtningelejren, når hendes medicinske behandling er afsluttet.

– Vi vil ikke tillade, at menneskesmuglere får den opfattelse, at hvis man søger hjælp på et australsk hospital, så er det en vej til at blive australsk statsborger, siger han ifølge BBC.

– Jeg kunne ikke være mere klar. Når den medicinske behandling er blevet givet, og de juridiske spørgsmål er blevet løst, skal folk tilbage til Nauru, siger han og afviser, at flytningen er foranlediget af protesterne.

Australien har en striks indvandringspolitik, hvor alle bådflygtninge placeres i lejre på øerne Nauru og Papua Ny Guinea, mens deres ansøgning behandles.

/ritzau/